Vinmarken

 


Billedet er fra maj 2003 med den nyanlagte vinmark i mudderet efter å-projektet.

Vinmarken blev anlagt i foråret 2003 straks efter åprojektet til naturgenopretning var afsluttet. Marken er en sydvendt skråning hvor den tidligere Sydbane mellem Kolding via Stenderup til Hejlsminde har gået (1911-1949).

Målet var at lave rødvin til Ole’s 50 års fødselsdagsfest i 2007 – hvilket lykkedes. Vi plantede 50 Rondoplanter (købt i potter) som blev støttet med thuja-rafter som vi skovede ved Løverodde  (samtidig med vi lavede thuja stolper til den første fåremark).

Siden har vi høstet op til 40-70 kg årligt – men også 3 år  med næsten ingen høst på grund af dårligt vejr – især i foråret så planterne  frøs i maj.

I 2018 fældede jeg 3 rækker fordi de nogle år ikke har båret vin pga. en svampesygdom der får blomsterne til at falde af lige efter udspring. Heldigvis  ser det ud til at de 4 tilbageværende rækker alle trives godt – i hvert fald høstede jeg der 70 kg i 2018, men her har vejret også været ideelt til vinavl.

Billedet fra sommeren 2018 viser i forgrunden den nye Rondomark – bagved champagnemarken ovenfor drivhusdomen.

I foråret 2018 plantede jeg derfor 28 nye Rondo planter lidt længere væk (men på samme sydskåning) – og de er kommet godt fra start i år trods den meget tørre sommer.

På billedet ovenfor ses også marken med de 28 planter med grønne druer samt drivhuset. Om drivhuset vil jeg her kun nævne at der gror to vinplanter: en Gewürtsraminer og en Pinot Gris – begge hentet i Alsace i foråret 2010. De har fra start givet fine druer (stigende fra nogle få kg  i 2012 til 16 kg i 2018) som jeg har lavet til “champagne” sammen med dem fra marken med de grønne druer.

Marken med de grønne druer blev anlagt i foråret 2012. Planterne er Phönix og Orion og målet var at lave “champagne” til min 60’års fødselsdag i efteråret 2017, hvilket lykkedes.  Høsten i 2016 blev heldigvis god, og i mellemtiden have jeg øvet mig på champagnebrygning med de mindre portioner fra årene før. I 2017 regnede det hele sommeren og der blev stort set ikke nogen høst på marken, mens dem i drivhuset bar som de plejer – den drikker vi lige nu ved enhver lejlighed. Derimod er der meget “champagne” på vej fra høsten i 2018, som også for de grønne druer gav en fantastisk høst.